Chateau Smith Haut-Lafitte, Graves

Så blev det torsdag og det var igen tid til at smage på vin. Denne dag var vi kørt sydpå til Graves og Sauternes. Første stop var Chateau Smith Haut-Lafitte. Slottet er for en del år siden købt af en skisportsstjerne og en marketingdirektør, der er gift. De har sat alle deres penge og viden om markedsføring ind på at gøre slottet til et af de helt stor i Graves. Om det er lykkedes vender jeg tilbage til. Her er også gjort meget ud af omgivelserne både ude og inde. Flot kunst i vinmarkerne og nok den flotteste opbevaring af vinfade som jeg har set. På dette slot får man udleveret alle relevante oplysninger trykt på flotte brochurer med lækre billeder.

Har al den flotte indpakning også relation til en vin i topklasse. Ja – man er nået langt på Smith Haut-Lafitte. Robert Parker ligger på 95-96 alt efter årgang på røde vine og lidt lavere på hvide vine. Men nu er smag som sagt forskellig – så hvad mener Carsten Roth.

Vi smagte 2 vine en rød og en hvid. Chateau Smith Haut-Lafitte 2008 blanc, Graves druesammensæting: 90 % Sauvignon Blanc, 5 % Semillion, 5 % Sauvignon gris. Vinen var krystal klar med en let gul kant. Den havde en skøn duft af melon og grape og en dejlig tør smag af melon. En meget flot vin som er noget af det bedste, jeg har smagt af hvide vine.

Den røde var en 2007 Grand cru classe, Graves lavet af 64 % Cabernet Sauvignon, 30 % Merlot 5 % Cabernet Francs og 1 % Petit Verdot. Vinen var let sløret og mørkerød i farven. Den havde en dejlig bouquet af trøffel og en tør smag af frugt. Den var endnu ikke åben og manglede finesse. En god rødvin uden de store armbevægelser. Efter Parkers bedømmelse er 2009 og 2010 bedre vine. Dem fik vi desværre ikke lov til at smage.

Dette indlæg blev udgivet i Carstens Blog. Bogmærk permalinket.