Domaine Gallois, Gevery Chambertin

Næste stop på turen gennem Bourgogne var i Gevery-Chambertin hos den lille producent med kun 5 HA, Domaine Gallois. Han fremstiller 5 Gevery-Chambertin fra forskellige marker og en Grand Cru fra Charmes-Chambertin.

Vi faldt for 3 af vinene. Den første er den på billedet en 1. cru fra marken Les Goulots årgang 2008. Den havde en overvældende duft af trøfler og solbær. Smagen var meget flot og afrundet med mørke frugter som det væsentligste smagsindtryk.

Den næste vin er fra marken La Combe aux Moinis 1. cru 2011. Vinen er endnu for ung til at drikke, men den havde en skøn duft og smag, der om 3-5 år gør den til en rigtig god Bourgogne.

Sidst men ikke mindst smagte vi Charmes-Chambertin grand cru 2011, der er fremstillet fra 100 år gamle vinstokke. Det giver en høst på kun 5 små egefade svarende til 1200 flasker. Duften var overvældende af frugt, svampe med et strejf af figen og sennep, der i smagen blev til en fuldblods Bourgogne, der kan gemmes 8 til 10 år.

Dette indlæg blev udgivet i Carstens Blog. Bogmærk permalinket.